PNR i DC: At vende recessionen

 

Det er koldt i Washington i dag. Meget koldt. Men folk er ligeglade, for de er varme indeni.

 

De ved, det bliver hårdt. Det har Obama fortalt dem. Hårdt at skifte retning, hårdt at skabe nye jobs, hårdt at bremse grådigheden på Wall Street og de finansielle markeder.

 

Folks forventninger til 'håbets præsident' når skyerne. Risikoen for skuffelse er stor. Men jeg tror, han kan håndtere forventningerne. Han understreger, det bliver svært. Han fortæller folket, at det vil tage tid. Men jeg tror på, at han og hans administration vil være stålsatte.

 

Og jeg må sige, at Obamas første redningspakke er ambitiøs og enorm. Men det er også nødvendigt og rigtigt, når formålet er at hjælpe Main Street såvel som Wall Street. Folket såvel som finanserne. Jeg tror, det har en god chance for succes. Og jeg tror, det er et budskab til os i Europa.

 

Europa-Kommissionen forudser at EU's økonomi vil opleve et fald på 1,8 procent i løbet af 2009. Arbejdsløsheden forventes nu at stige med næsten ti procent i år og yderligere i 2010.

 

Det står klart, at Europa er nødt til at gøre mere for at stoppe denne recession. De europæiske socialdemokrater, PES, har allerede foreslået en mere ambitiøs plan end den nuværende. Vi må og skal koordinere investeringerne og samarbejde på tværs af Europa for at skabe nye jobs. Og vi må gøre mere på europæisk plan.

 

Hvis USA kan have en stor og ambitiøs plan, hvorfor kan EU's 27 medlemslande så ikke? Hvis de kan, kan vi også.

 

Det er muligt at skabe ti millioner nye jobs i Europa, hvis vi samarbejder i EU og samarbejder med Barack Obamas hold. Vi kan gøre en forskel sammen.

 

Derfor er båndet mellem PES og de amerikanske demokrater så vigtigt.

 

Du må meget gerne kommentere på min blog. Nedenfor kan du se de forskellige indlæg, jeg har modtaget til dette indlæg.


 

NB: For at kunne deltage i debatten skal du være logget ind! Klik her for at logge ind